 Exclusivt italiensk cykelbeklædning.
Cykeltøj i absolut topklasse, perfekt pasform og funktionalitet. Perfekt ned til mindste detalje.
Et af de ældste mærker på markedet med stolte traditioner og en unik historie.
Læs den her:
Vores families historie har altid haft noget med cykling at gøre. Fra lang tid før jeg kan huske.
Jeg har hørt at Ottavio Bottecchia, vinder af Tour De France 1924 & 1925, havde et godt øje til min grandtante Caterina. Det forlyder at Bottecchia cyklede ad ikke asfalterede veje nær Cappella Maggiore, en tur han ofte kørte på vej mod bjergene, og her stoppede han for at snakke med Caterina, når hun arbejdede i marken. Sådan bliver historien i hvert tilfælde fortalt. Cappella Maggiore var en lille landsby lige nord for San Fior, en by hvor næsten alle hed De Marchi, og hvor min oldefar var borgmester i omkring år 1900. I dag er området delt i to af den befærdede Strada Pontebbana der forbinder Treviso-Pordenone, to store byer der symboliserer hvad det nordvestlige Italien er blevet: et travlt industrialiseret område.
Vores by San Vendemiano har undgået meget af denne udvikling i Veneto. Beliggende lige ved foden af Prealpi Trevigiane. Her er meget travlt om sommeren, når turister kommer forbi på deres vej til de køligere bjerge
Det er lige her mellem Veneto og Friuli, hvor de vigtigste begivenheder for min familie, eller rettere for mine to familier, De Marchi, på min mors side, og Coccia, på min fars side, har fundet sted.
I begyndelsen af det tyvende århundrede, var det hårde tider for De Marchi, der var en slags adelige. Vittorio De Marchi, min oldefar havde brugt hele familieformuen på en ødsel livsstil. Dengang kunne han finde på rejse til Vien i hans elegante hestevogn for at gå i operaen flere gange om måneden. En anden historie fortæller at oldefar Vitterio, der ejede mange ejendomme, havde lejet en hus ud til en talentfuld skrædderelev kaldet Piero Cardin (et almindeligt navn i Veneto), der senere flyttede til Frankrig og havde stor succes som modedesigner. Det var Pierre Cardin. Da tiderne var hårde, måtte unge Emilio, min morfar, tidligt ud at arbejde for føden. Han var født i 1906 og blev uddannet cykel mekaniker, men hans store passion var cykelsport. Han cyklede og fulgte med i sporten, så meget som det var muligt. Elda, min mor, blev først født i 1931. Efter hende kom nogle år senere Tazio (efter was Tazio Nuvolari), samt Vezio og Faustina
(efter Fausto Coppi), og meget senere Laura. En af de tydeligste minder fra den tid er min mor og hendes fire søskende, deres far og mor samt rengøringsdame tog til stranden. Der var syv af dem på én motorcykel og én cykel. Det var selvfølgelig min morfar der styrede. De to drenge sad på tanken og min mormor sad i sidevognen med lille Lauretta. Min mor og hendes søster sad bagved min morfar, og rengøringsdamen prøvede at følge med på sin cykel. Der var en episode en flot forårsmorgen i 1945, der kunne have ændret alt, i hvert tilfælde for mig. Men heldigvis skete det ikke.
Min mor, der var sendt ud for at skaffe æg, gik ud af døren og ned af bakken via
XXI Febbraio på vej mod Madonna broen. Pludselig blev hun beskudt med maskingevær af et amerikansk jagerfly. Hun løb zig zaggende ned langs vejen og undgik mirakuløst at blive ramt af kuglerne der faldt tæt omkring hende. Havde hun ikke sluppet væk den dag, ville jeg ikke være her nu.
Få måneder senere besluttede Emilio, der lige have købt Bottecchia mærket af familien til Ottavio der døde på tragisk vis (Modsat den oficielle dødsårsag har min morfar altid sagt, at Bottecchia faktisk blev slået ihjel fordi han stjal kirsebær en bondes træ), at han ville købe nogle symaskiner som mormor Emma skulle bruge til at sy trøjer til Bottecchia teamet. Men de indså hurtigt at ingen af dem vidste hvordan man skulle bruge dem. Så måtte “zia suora”, min grandtante til undsætning. Hun var så heldig at finde en dame, der var ekspert i at bruge de nye maskiner, og hun oplærte min mormor Emma. Det var efterår 1945, og på denne tid var der kun tre producenter der lavede cykeltøj. Den ene lå i Milano, en anden i Bologne og den sidste i Firenze. Ingen af disse eksisterer i dag.
Min mor, der var studerende blev “spontant inviteret” til at arbejde på systuen. Drengene i familien begyndte at arbejde med biler, og Tazio og Vezio fulgte i deres fars fodspor i familiens værksted og biludlejning, der lå få meter fra deres hjem.
Så på godt og ondt, var dette min mors arbejdsliv, der startede på systuen I 1945 og i dag, 60 år senere arbejder hun der stadig. Efter krigen var der nok at lave, og arbejdsbyrden voksede, hvilket betød flere symaskiner og flere maskiner til hækling m.m. Flere kom til og arbejdede på Maglificio,
Her i blandt en meget speciel person, der lige som min mor har arbejdet på Maglificio i evigheder, nemlig Caterina.
Der er utroligt, men selv den dag i dag løber Caterina frem og tilbage, når hun skal på toilettet!. For i gamle dage var det betragtet som en luksus at gå på toilettet i arbejdstiden.
Jeg må sige, at når vi husker alle de mennesker, der har arbejdet for os gennem årerne, så husker vi dem mere for deres personligheder og menneskelige værdier end for deres evner som arbejdere.
Det har altid været vigtig del af vores firma og i min familie, at vi har vægtet de menneskelige værdier højt i forhold til en ren professionel indstilling til tingene. Vi har bemærket at talentfulde mennesker med en vis professionel indgangsvinkel til tingene, men med stor humanitet oftest vokser mere professionelt end andre.
Som jeg forklarede, så gik det ret godt for Maglificio Sportivo. Min mor arbejdede, cyklede og spillede basketball. Hun kom altid sent hjem om aftenen og spiste mange portioner pasta uanset hvor sent det blev. Indtil da havde hun ikke være romantisk interesseret i nogen (i hvert tilfælde ikke nogen hun har fortalt mig om), bortset fra en berømt (i vores familie) historie om nogle ikke gengældte flirterier fra en lokal cykelbygger, hvis navn jeg ikke vil nævne.
En nytårsaften i halvtredserne mødte min mor og far hinanden. Min fars familie er fra det sydlige Italien, helt præcis Puglia. Bedstefar Vincenze arbejdede ved jernbanen og havde rejst til Treviso området under Anden Verdenskrig, hvor han senere blev dekoreret for sin indsats. Da han forelsket i en ung dame fra Foggio vendte hjem efter krigen, ventede der han en stor overraskelse. Hun var gift!. Han mødte hendes søster Gina, og sød musik opstod. De blev forelskede, men det var ikke velset af Ginas familie, så de to flyttede fra familien i Foggia og startede deres egen familie.
Gina og Vincenzo fik fire børn: Mafalda, Ezio (min far), Antonio (kaldet Tonino) and Romano. Anden Verdenskrig var endnu et vendepunkt for min fars familie. Der var hungersnød og folk der led overalt, specielt mod syd. Min far der var uddannet redder, begyndte hans karriere indenfor det offentlige og blev forflyttet til Veneto regionen, hvor han havde kæmpet under krigen artier tidligere. Det var ham der organiserede at familien flyttede nordpå, hvor der så ud til at være bedre muligheder for at klare sig.
Det var en meget svær beslutning at forlade deres egen jord, pakke alt sammen og flytte til et ukendt sted med mange usikkerheder og store ofre. Min bedstemor husker en episode hvor hun som barn var med hendes familie i Venezia. Jeg kan levende forstille mig dem vandre rundt om Piazza San Marco efter en lang udmattende togtur, og sikkert sove på jorden senere i en gyde. Gina blev væk for de andre, tiltrukket af byens lys. Da familien efter mange timers søgen endelig fandt hende igen, slog hendes mor hende over fingrene som straf. Det var en anden tid dengang. Så Coccia familien flyttede nordpå, med alle deres ejendele pakket i trækasser. Efter flere dages rejse ankom de til Fontanelle, en lille by nær Conegliano, hvor de flyttede deres ting ind i det nye hus. Derfra flyttede de senere ind i centrum af Conegliano, og til sidst udenfor byen. Her døede min bedstefar kort tid før jeg blev født.
Den mest unikke person i Coccia familien var uden tvivl onkel Tonino, kaldet Toni af vennerne. Som soldat under Anden Verdenskrig må han have oplevet stort set alt. Han og nogle andre italienere, der var blevet fanget af tyskerne, lykkedes at stjæle et fly og de undslap under beskydning og kom tilbage til Italien. Toni har levet det meste af hans liv i Afrika, hvor to af hans børn er født og bor den dag i dag. Hans livshistorie er meget speciel, og disse få linie yder den ikke retfærdighed. Det er nok at sige, at han er uerstattelig for vores familie, på trods af hans særpræg. Man kan selv i dag se han på fisketur i Afrika, og få måneder senere på Interbike i Las Vegas.
På trods af hans over 80 år, opstiller og nedtager han stadig De Marchi standen med samme energi som en ung mand.
Som jeg forklarede tidligere mødte de to familier De Marchi og Coccia hinanden i slutningen af 1950’erne. Min mor der var sidst i tyverne og i dag ville blive betragtet som en ung kvinde, var dengang allerede gammel ig ugift. Min far, der var næsten fyrre, var altid velkædt med jakke og slips. Min mor ville det år hellere blive hjemme end med til nytårsfesten. Hendes søster insisterede dog på at hun gik med, og det var her hun mødte min far. Få år senere blev de gift. På denne tid overvejede min bedstefar Emilio at gå på pension efter årtier på Maglificio Sportivo, og mange år på vejene med Bottecchia, Magni, Coppi, Bartali, Bobet og andre. Efter at have kørt holdbilen under Giro d’italia uttalige gange, var han mættet og klar til en rolig alderdom. Men Maglificio var hans liv, og hans to sønner var mere involverede med motorer. Så det var mine forældres ide at overtage Maglificio, i stedet for, som det ellers var planen, at sælge virksomheden. Det var en succes. Min far var en igangsætter med erfaring fra hans tidligere arbejde, og dette var essentielt for firmaet.
Han lavede aftale med regionale cykel klubber og fik kunder selv i Tyskland, England og så langt væk som Japan. Min mor var primus motor, og takket være hende gik produktionen som et urværk, og hendes besættelse med kvalitet resulterede i de bedste uldtrøjer fra Maglificio Sportivo nogensinde. Hende punktlighed var ligeledes perfekt. Firmaet var strukturet således at min far ledede firmaet, køb og salg. Han husker at de i starten betalte min bedstefar royalty for brugen af De Marchi navnet. Min far tog til Østrig for at købe den bedste kvalitet skind til bukserne, som han ogås videresolgte til andre fabrikanter af cykeltøj, inklusiv Vittore Gianni of Milano, et andet historisk navn indenfor italiensk cykeltøj. Efter Vitore Gianni, købte andre fabrikanter ofte det der var tilbage. De Marchi bukse indlæg var kendt som de bedste på markedet, og min far forsøgte at klare efterspørgslen, selv om han ikke have nok lagerplads til skindene før de blev skåret ud i halvmåne form. Selv i dag fortæller min far historien om, da Mr. Shozo Shimano kom til Italien for første gang i sin søgen efter tøj fabrikant, og efter en lang proces blev De Marchi udvalgt af Shimano. Min mor ynder at fortælle historien om, dengang blot et par uger før min fødsel i 1968, hvor hun blev ringet op af Moser lige før Giro I´talia startede i Milano. Han ville have nogle special lavede shorts, så min mor der var gravid i ottende måned, pakkede symaskinen i bilen, kørte til Milano og lavede Moser´s specielle shorts på stedet. Der er også historien om dengang Coppi vandt verdensmesterskabet i Lugano i 1952. Min mor havde syet ham en verdensmester trøje få dage før, og selv givet den til il Campionissimo personligt, fordi hun havde drømt at han ville vinde mesterskabet.
Meget har ændret sig på Maglificio Sportive siden dengang. En ting der ikke har ændret sig er vores måde at arbejde på, og denne familievirksomhed bærer stadig min bedstefars navn. At gøre tingene ordenligt er stadigt vores mål. At arbejde hårdt, men uden at miste kontrollen over vores liv. Markedet har ændret sig. Der er i dag hundrede af cykeltøjsproducenter, nogle gode, nogle knap så gode. Ingen har vores erfaring, vores metoder, vores historie. Vi er her stadig, fordi vi kan lide det vi laver. Vi arbejder seriøst, dedikeret og brænder for det vi laver. Uden at overdrive: vores succes er vigtig. For os og for dem der ærer os ved at bruge vores produkter, i håbet om de har forståelse for hvor omhyggeligt vores håndværk er, et håndværk der er ved at forsvinde. Grunden til dette er at cykeltøj bliver mere og mere ens, mindre personligt og mere standardiseret. Det bliver masseproduceret af multinationale giganter, er ofte designet uden nogle egentlige ideer bag, af personale der ikke ser ud at have noget bedre at lave. Ikke hos os. Vi bliver ved med at lave det vi laver som er vores passion og vi gør det med passion. Vores medarbejdere er godt oplært, motiveret og fair aflønnet.
Vi har i mange år afholdt os fra cykel team sponsorering, Vi ville hellere spare pengene og investere dem i produktudvikling for at skabe bedre produkter til vores kunder, der nyder at cykle i deres fritid i tøj der er komfortabelt og øger præstationen. Og dog har ryttere, der har båret vores tøj vundet over 35 VM titler i de løbet af de sidste 15 år.
Det er vores erfaring at professionelle ryttere generelt bruger cykeltøj af lav kvalitet, lavet af ringe materialer og med dårlige syninger, fordi sponsorerne ønsker at spare penge, da de har brugt så store summer på at få sponsoratet for de bedste hold.
Cykeltøj af højeste kvalitet kendes på detaljerne. Der er her forskellen ligger. De ægte innovationer indenfor cykeltøj er få. Det er en ære at være del af et firma der har stået bag mange af disse innovationer.
Udover Lycra cykelshorts (respekt til vors sveitziske venner hos Assos) og sublimation printing (der også stammede fra svømmetøj), er elastiske indlæg, såvel dem med gel, luft pumpe, super anatomi og shorts helt uden syninger alle ideer, der oprindeligt stammer fra De Marchi, og de er ofte blevet internationale standarder.
Det er ikke kun innovation, der er grundlaget for et firma´s succes. Det er også i detaljerne, såsom kvaliteten af relationer, service til tiden, nul tolerence for fejl, og evnen til at personliggøre produkterne; disse er elementerne der gør at man er succesfuld i dag og i fremtiden.
Kvalitet er nøglen. At arbejde mod kvalitet er at dedikere dig i det du laver. Alle firmaer laver fejl, men det er vigtigt at lære af dem, og forbedre det man laver. Hos De Marchi har vi altid koncentreret os om at lave det bedste produkt. Det er derfor mange store firmaer indenfor cykeltøj er kommet til os for at udvikle og producere deres produkter. Hvis du kigger grundigt efter, kan du se De Marchi kendetegn i mange top produkter i dag.
Dedikeret til min mor og far
Mauro Coccia
|
|
